OM RIKKE
STARTEN PÅ MIN REJSE
For mere end 20 år siden startede jeg mit første arbejde på en døgninstitution for anbragte børn og unge og mit hjerte har lige siden været dedikeret til dem og at være med til at gøre en forskel for udsatte og traumatiserede børn, unge og deres familier. Ilden har brændt siden – periodevist på lavere blus end andre pga. de store belastninger og det store ansvar det på den måde er at holde et udsat og traumatiseret barns liv i ens hænder sammen med alle de andre omkring barnet.
De mange år har ført mig vidt omkring med en uddannelse som socialrådgiver med videreuddannelse indenfor sikkerhedsplansarbejdet, traumebehandling og løsningsfokuseret kortidsterapi, men også med arbejde i forskellige kontekster fra døgninstitution, over krisecenter til myndighedsarbejdet på børneområdet, bestyrelsesmedlem på døgninstitutioner og de sidste 10 år som traumebehandler, selvstændig konsulent, supervisor og underviser - og nu også stifter af en NGO.
LIDT OM DEN INDRE REJSE OGSÅ…
Uddannelsesmæssigt har det taget mig til Australien, England og Holland og bevidsthedsmæssigt har det været en opdagelsesrejse i forhold til at kunne holde mig resilient og modstandsdygtig i et høj risikofelt år efter år efter år. Jeg har heldigvis altid evnet at holde håbet for at kunne gøre en forskel og at finde meningen med det hele midt i al det kaos, lidelse, smertefulde og alt det hårde – men ikke uden indre arbejde og gode mennesker omkring mig. I dag er jeg særligt optaget af at kunne bidrage til velfærdsmedarbejderne trivsel og arbejdsglæde gennem den viden og de mange erfaringer, som jeg også har fået omkring lige netop dette.
MINE STØRSTE LÆREMESTRE OG MIN VIGTIGSTE DRIVKRAFT
Jeg har fået så mange smukke, rørende og udviklende oplevelser gennem mit møde med alle de mange børn og familier – men også professionelle, som jeg har været privilegeret at møde og lære af. Jeg har uddannet og superviseret omkring 1000 professionelle gennem årene og har hørt det meste og det værste og jeg har sagt ja til højere og højere grad af kompleksitet – så mit speciale nu er høj risiko og høj kompleksitet og jeg har arbejdet konstant med at finde nye og bedre veje til at kunne gøre det bedre for de mennesker, som jeg møder hver dag både familier og professionelle. Det har altid været min drivkraft – at gøre det bedre, mere skånsomt, respektfuldt og mere inddragende og samskabende for hver dag og hvert møde. Jeg har været heldig at blive trænet af de mest inspirerende mennesker rundt omkring i verden og har haft de bedste læremestre – og de største af dem er børnene selv. Jeg har undervejs taget nogle faglige kampe og de har indimellem givet mig nogle knubs, f.eks. at jeg for mange år siden startede med at involvere privat netværk i forløbene omkring børnene og folk tænkte, at jeg og mine kollegaer var vanvittige. Heldigvis for børnene i dag er det almindeligt at engagere de mennesker omkring dem, som elsker dem og som vil være der for dem i fremtiden i kraft af deres private netværk.
Det har været spændende, udviklende og berigende på alle planer og alt det jeg har fået med fra min praksis, vil jeg gerne dele ud af til andre i håb om alle mine læringer kan gøre en forskel for andre og at jeg kan være med til at hjælpe, beskytte og hele endnu flere børn og skabe endnu flere trygge børn i verden. Derfor har jeg også indgået kontrakt med Routledge om at udgive bogen ”A professionel guide to working with vulnerable and traumatized children – the healing circle” i 2023.
SISTERPOWER INTERNATIONAL
– MIN ANDEN STORE PASSION
Jeg brænder dog ikke kun for at være med til at skabe endnu flere trygge børn i verden – men også endnu flere trygge kvinder. Derfor har jeg i 2020 stiftet NGOen Sisterpower International til at arbejde for at skabe sikkerhed og empowerment for verdens mest udsatte og sårbare kvinder. Dertil har jeg udviklet et 7 steps empowerment program baseret på mine mange års erfaring med udsatte familier og arbejder i øjeblikket på at få vores først projekt op at stå i Indien – som er verdens farligste land at være kvinde i.
Jeg er derfor på vej mere ud i verden både med Sisterpower og Safe Children, men vil altid beholde Østerbro som min trygge base at vende hjem til.
FUN FACT
Fun fact… at jeg tidligere som socialrådgiver på børneområdet i Københavns kommune skrev til Dalai Lama og spurgte, om han ville komme og lave et lille oplæg for mit team omkring medfølelse, når han nu alligevel var i København, fordi det virkelig var relevant for os som arbejder på det område… og fik et pænt svar tilbage om, at han desværre var blevet for gammel til at kunne tage flere aftaler ind i sin kalender
Siden har jeg indimellem i networking øjemed tænkt – at hvis jeg kan skrive til Dalai Lama, kan jeg skrive til hvem som helst.