At vende fra "hvad er galt med mig?" til "hvad er sket med mig?" et lille skridt ad gangen...

Sommeren er gået på hæld og efterårsvejret rusker godt udenfor vinduerne nu, mens jeg kigger tilbage på de seneste måneder, siden jeg har skrevet blog sidst… Hvad er der dog sket eller ikke sket siden sidst? Det føltes så langt væk og jeg må også indse, at der var gået meget længere end beregnet… for når man som jeg har været fordybet i bogskrivning en hel sommer og lige pludselig ikke havde flere ord at dele af… Ja, så skelner ordene ikke mellem om det er til bogen eller bloggen. Der har derfor været dømt skrivepause. Nu kommer ordene så endelig tilbage i et naturligt flow og så kommer jeg og Michella også tilbage.

Efter at have taget valget om at kigge på årsagen til sin spiseforstyrrelse og de mange selvmordstanker fremfor at fokusere på symptomerne, var det meget svært for Michella at begynde at forholde sig til det på det på en anden måde. På trods af at traumelinjen udarbejdet under første session viste mange og ret voldsomme hændelser fra hun var en lille pige og vi havde talt mange gange om den sammenhæng, så var det svært for hende at tage ind, at det var gode grunde til at have det så svært, som hun har haft det i så mange år og fortsat har. Fra første gang jeg talte med hende har det givet mening for hende af tale om udviklingstraumer, men på grund af hendes dissociative lidelse er det svært for hende at huske, hvordan det var at være hende dengang og hun oplever derfor udelukkende, at det var en god barndom. Det har derfor været vigtigt for mig at tydeliggøre overfor hende, at hun ikke behøver at arbejde med sig selv og sine symptomer ud fra et traumeperspektiv, hvis hun ikke oplever at være traumatiseret, men at hun i stedet kunne vælge så mange andre behandlingsformer. Helt grundlæggende tænker jeg, at det er vigtigt at finde den tilgang, som giver allermest mening for ens selv, når man laver sit indre arbejde. Hendes valg om at fortsætte med traumeperspektivet og behandlingen hænger sammen med, at alle de ting som vi berører, rent logisk giver mening for hende, men følelsesmæssigt er det en anden sag.

Det er ikke unaturligt at det kan være svært at lave det kognitive skift fra at tænke ”hvad er galt med mig?” til ”hvad er sket med mig?” Der er nemlig rigtig meget på spil, når vi skal lave dette skifte, hvilket blandt andet handler om sikre sin fortsatte tilknytning til hendes forældre og at være inkluderet i familien. Gabor Mate fortæller helt enkelt og præcist om netop dette i denne lille video, som jeg vil linke til her: https://www.youtube.com/watch?v=BVg2bfqblGI.

Her beskriver han, at vi som mennesker har 2 fundamentale overlevelsesbehov, som kan karambolere med hinanden i barndommen, hvis man vokser op i en familie, hvor de ikke begge kan tilgodeses. De 2 behov er behovet for tilknytning og behovet for autencitet. Behovet for tilknytning sikrer ens overlevelse gennem ens fortsatte tilknytning til ens omsorgspersoner og behovet for autenticitet hænger sammen med at kunne være sig selv, mærke sig selv og udtrykke sig selv. Denne del hænger ifølge Gabor Mate sammen med også at kunne mærke sin mavefornemmelse og i tidernes morgen, da mennesker levede uden i naturen, var det nødvendigt også at kunne bruge sin mavefornemmelse til at fornemme fare på færde til at sikre sin overlevelse. Men behovet for tilknytning vil generelt trumfe behovet for autenticitet i et overlevelsesmæssigt perspektiv, fordi man som barn er helt afhængig af sine omsorgspersoner til at tage vare på en, da man ikke kan overleve alene uden voksne. Så man vil have størst mulighed for overlevelse, hvis man lukker ned for sig selv, gør sig selv forkert og de voksne rigtige for at kunne blive ved med at knytte sig til forældrene.

Det er helt enkelt mere trygt og sikkert for barnet at tænke, at det selv er forkert fremfor at det er forældrene, som den er gal med. Denne overlevelsesstrategi efterlade også barnet med handlemuligheder i forhold til at kunne ændre sig selv og tilpasse sig forholdene, hvorimod man ikke kan ændre de voksne.

På den måde det kommer til udtryk i Michellas bevidsthed er blandt andet, hun oplever at skulle tage fuldt ansvar for hendes tilstand og situation. Det ledte os til en snak om ansvar i forhold til hvad? Vi talte om, at hun i dag har ansvaret for sin egen helingsproces, men jeg måtte udfordre hende på, om hun reelt var ansvarlig for, hvad der skete med hende som barn. Michella har tidligere arbejdet med børn og derfor kunne jeg spørge hende, hvad hun ville sige til en af de 4-årige børn, hvis de kom og fortalte hende om forhold, som lignede hendes, da hun var 4 år gammel. Svaret var en øjenåbner for hende, da hun netop ville have frataget barnet ansvaret og have fokuseret på at få de voksne i tale for at kunne skabe forandring. Det åbnede hendes nysgerrighed for at undersøge det nærmere og vi lavede en øvelse inspireret af John Henden fra England, hvor han fordeler procenter ud ifht. skyld og ansvar, når han arbejder med traumatiserede veteraner, som kan været præget af skyld over at have handlet eller ikke at have kunne handle på en måde, som er endt med at forårsage skade på andre. Når de er overvældet af skylden og ansvaret og har taget 100 % på sig, arbejder han med at fordele de 100 % realistisk på alle involverede personer og instanser til at gøre det mere håndterbart at leve med hændelserne fremadrettet. Michella var frisk på dette og fik lavet en fordeling, hvor hun stadig selv bar 90 % af ansvaret, men hun kunne dele 10% ud til henholdsvis mor på 3%, far på 4% og stedmor på 4%.

Som hendes behandler havde jeg helt ærligt håbet på, at en større del af ansvaret var røget hen på de voksne, da jeg foreslog øvelsen. Jeg ved dog, at heling tager den tid og har det tempo, som den nu engang har og kan ikke forceres og det var i virkeligheden et kæmpe skridt for hende alene at kunne gå ind i den dialog. Jeg besluttede derfor at fortsætte denne proces med at fordele ansvar med at lave en seance med hende den efterfølgende gang, hvor jeg gennemgik ACE testen med hende. Hvad den handler om og hvordan det gik, vil jeg fortælle meget mere om i næste indlæg, da det kræver et helt indlæg for sig.

Jeg kan afsløre så meget, at Michella stadig kæmper med ansvaret og med at forstå sig selv sig ud fra, hvad der er sket med hende og ikke ud fra, hvad der er galt med hende, men vi rykker stille og roligt henimod det sted, hvor vi kan begynde forløsningen af rygsækken. Det er ikke en nem rejse og hun har været tættere på at give op end nogensinde, men hun er den sejeste overlever og knokler for at finde sin vej gennem lidelsen og henimod glæden. Lige nu låner hun mit vikarierende håb for heling, men jeg tror mere end nogensinde på, at hun vil kunne komme gennem den mørke tunnel og finde lyset på den anden side! Hvordan det end vil ende med at se ud for hende.

Jeg håber, at du får en dejlig efterårsferie med lys og hygge i efterårsmørket.

Rikke