At komme hjem i sin krop efter mange års adskillelse...

Sidste blogindlæg sluttede med et løfte om, at jeg ville dele lidt om, hvordan Michella i 4. session nåede milepælen med at opleve at kunne være i sin krop og føle sig afslappet og rolig for første gang siden 7-8 års- alderen.

At blive re-connected til sin krop efter traumer er helt afgørende i arbejdet med traume heling. Dette, fordi de ubearbejdede traumatiske hændelser skaber en dysregulering i nervesystemet med skadelige konsekvenser til følge, såfremt den fastlåste energi ikke bliver forløst. Så fra mit perspektiv, må vi arbejde bevidst med nervesystemet for at kunne transformere traumer til heling.

Det autonome nervesystem består af det sympatisk og parasympatiske nervesystem, hvor det sympatiske del står for aktivitet og det parasympatiske står for ro, hvile og restitution. Det regulerer rigtig mange af kroppens funktoner automatiske gennem konstant at sende signaler rundt i kroppen. Da dette foregår i en automatisk proces, er det ikke som sådan noget, vi har kontrol over, medmindre vi aktivt gør noget for bevidst at arbejde med at regulere nervesystemet.

De tilstande, som kan følge af ubearbejdede traumatiske hændelser, er f.eks. det at være i en konstant overlevelsestilstand af enten kæmp og flygt i en hyperaroused tilstand eller være i en frys eller kollaps tilstand kaldet hypoaroused. Det kan opstå en vedvarende udskillelse af kortisol og adrenalin på et uhensigtsmæssigt højt niveau, man kan opleve en manglende kontakt til sin mavefornemmelse, som er vigtigt for os ifht. at kunne opfange farer omkring os eller man kan opnå en oversensitiv amygdala, som signalerer farer, hvor der ingen fare på færde er. Blot for at nævne nogle af de væsentligste skader vores krop kan lide under, men også for at vise, hvorfor det kan blive rigtig svært at være i sig selv, i relationer og i verden efter at have oplevet traumatiske hændelser og livsvilkår.

Vagusnerven er en rigtig vigtig spiller i forhold til denne regulering, da det er kroppens længste kranienerve med forgreninger til de indre organer. Den har direkte indflydelse på det parasympatiske nervesystem i forhold til at regulere kroppens tilstand af ro, hvile og restitution, men også i forhold til at sende signaler fra kroppen til hjernen om, hvordan kroppen har det.

Så når jeg arbejder med at connecte Michella til sin krop har jeg fokus på Vagusnervens vigtige rolle og hvordan jeg kan bruge den bedst muligt til gavn for hendes rejse hjem til sig selv.

Jeg arbejder derfor bevidst med at hjælpe hende til at lære at trække vejret helt ned i maven, så hun kan opleve at opnå ro, afslapning og regulering med en vis grad af kontrol over det selv.

Dette i et tilpas tempo og ikke over hendes grænse, men vi øgede det stille og roligt over de første sessioner fra slet ikke at kunne trække vejret helt ned i maven uden at blive bange til at kunne være fuldt til stede i kroppen.

Mens vi arbejder bevidst med vejrtrækningen, arbejder jeg også med at få hende re-connected tilbage til hendes krops iboende ressourcer, styrker og selvhelbredende kræfter. Det gør vi blandt andet ved, at den dobbelte bevidsthed, hvor hun både kan mærke uroen, ubehaget i kroppen – men samtidig også kan mærke de steder i kroppen, hvor der er ro, tryghed og afslapning i kroppen. Ved dette arbejde har vi bevidstheden på at lægge mærke til, hvordan roen, afslapningen og trygheden breder sig langsomt, når hun trækker vejret dybt og fokuserer på den gode fornemmelse i kroppen. Dermed begynder hun også stille og roligt at få en oplevelse af at kunne påvirke sin egen krops tilstand gennem vejrtrækningen og det ikke kun behøver at være ubehageligt at være til stede i sin krop.

Da Michellas har lidt af en dissociativ tilstand og hun fortsat har en tilbøjelighed til at være tæt på at dissociere, når hun bliver presset, er det vigtigt at al vores arbejde sammen foregår i et stille og roligt tempo for at sikre, at hun hele tiden er indenfor sit tolerancevindue. Også selv om vi ”kun” arbejder med opbyggelse af styrker og ressourcer i kroppen, da det også kan blive for meget for hurtigt. For at fortsætte dette arbejde aktivt i et stødt og roligt, men også et trygt tempo for hende, fik hun vejrtrækningsøvelser med hjem til at lave i hverdagen mellem behandlingerne. Denne form for vejrtrækninger er det dybe vejrtrækninger og Michellas øvelse var ”5-5-5” øvelsen. Det vil sige at trække vejret ind, mens man tæller langsomt til 5, holder vejret mens man langsomt tæller til 5 og puster ud mens mans langsom tæller til 5 – og så gøre det 5 gange i træk minimum 2 gange om dagen. Dette giver en hurtig og vedvarende effekt.

Michella er virkelig engageret i sin rejse hjem til sig selv, så hun er rigtig god til at gøre de ting, som jeg anbefaler som værende godt for hendes heling. Hun er heldigvis også en meget ærlig kvinde. Så da hun kom gangen efter at have oplevet at være i sin krop for første gang på en afslappende, behagelig og rolig måde, måtte hun berette, at hun har en oplevelse nu af at være konstant i sin krop siden sidste session, men at det ikke var synderligt rart. Det som var rart for hende, var at være klar over, at hun nu rykker og at hun kan mærke forandringerne fra gang til gang.

Dette førte til en dialog om, at hun ved at være i sin krop på denne måde, nu mærker de ting, som hun tidligere har flygtet væk fra gennem at dissociere, så det er forståeligt, hvis hun ikke oplever det rart. Hendes erkendelse var dog også, at det var værre IKKE at være i kontakt med sin krop eller at opleve den form for kontroltab, som hun oplevede, når hun forsvandt ud af sin krop.

Så hun oplever nu begyndende at få kontrollen tilbage over sin egen bevidsthed – og det er rart.

Hvordan det? Når Michella nu er til stede i sin krop og mærker dens signaler til hende, kan hun nu mærke, at hun får osteklokke fornemmelser, når hun er tæt på at dissociere og hun kan dermed bruge bevidste strategier til at regulere sig for at forebygge, at det sker. Hun har lært sådanne strategier tidligere, men de har aldrig virket, fordi der aldrig har været et forvarsel, men det altid er kommet som et lyn fra en klar himmel. Hun har oplevet at kunne være i én situation og så komme til sig selv flere timer senere i en anden situation og ikke kunne huske al tiden imellem. Derfor har hun oplevet at være fuldstændig ude af kontrol over sin egen bevidsthed. Gennem vores arbejde med kroppen og bevidstgørelsen af, hvilke situationer som trigger det, oplever hun nu at kunne kontrollere tilstanden bedre og hun bevidst kan forebygge det.

Det skaber en øget tryghed og hun er nu gået i gang med at afprøve de forskellige tiltag, som hun tidligere har prøvet, men som ikke har virket, fordi de måske virke nu, hvor hun er i bedre kontakt med sig selv. At forstå processen med at komme tilbage i kroppen på denne måde og hvilken effekt det kan have, gav hende et fornyet håb for heling.

Apropos håb for heling. Sidste gang hun var her, havde vi en anden snak om netop dette emne efter, at hun havde følt sig ”lidt kronisk” under en snak i psykiatrien, hvor hun havde fået at vide, at hun måske hellere skulle betragte hendes manglende lyst til at leve som en ”baseline” og at hun nok skulle vænne sig til at have det sådan.

Som du måske allerede har gennemskuet, karambolerer dette helt grundlæggende både med mit menneskesyn, min tilgang til arbejdet med mennesker og min specifikke måde at arbejde med selvmordsforebyggelse. Men det førte til en interessant og skelsættende dialog mellem os omkring, hvilken verden hun ønsker at leve i? En verden af håb for heling og perspektiv for forandring eller en verden, hvor den manglende lyst til at leve måtte betragtes som hendes ”baseline” uden perspektiv for forandring.

Heldigvis havde hun fået så mange små oplevelser af forandringer i vores første tid sammen, at hun valgte håbet. Hvor det fører hende hen ved vi ikke, men hun fik det i hvert fald bedre med det samme og gik noget mere opløftet ud ad døren end da hun kom ind ad den… og det er en start.

Du kan fortsat følge med på den videre færd her på bloggen, da vi vil blive ved med at dele den.

God vinterferie,
Rikke

NB: Der er altid håb for heling!